Ude godt..

Nu er jeg hjemme. Jeg bor på gården indtil den 20. februar, hvor jorden er dækket af godt 10 cm sne, så løb og mountainbike er besværligt. Jeg er så langt fra New York som muligt. Nu 12 dage efter hjemkomsten føles det som om ikke en dag er gået.. for mig. Det er så let at falde ned, HELT ned på gården. Men de gange jeg har været i Aarhus og Aalborg føles livet anderledes. At høre dansk og se lyshårede, høje mennesker omkring er så uvant, at det er ubehageligt. Jeg ønsker ikke at fremlægge mine oplevelser. De er store og på mange måder slet ikke færdigbearbejdede, men jeg gør mit til at gøre det til min virkelighed. For det føles som at vågne fra en drøm. Vågne op til samme hverdag, som før. Med nogle nye venskaber, som er svære at forholde sig til, eftersom NYC stadig er lidt drømmeagtig. Vennerne er der som før, intet har ændret sig der. Aalborg, Aarhus, Suldrup, København er der stadig. Jeg har en følelse af at kun udlandet kan starte mit liv igen. Det er som om, at Danmark eller i hvert fald Jylland, ikke tilbyder nogen form for tilfredshedsfølelse.

Jeg har glædet mig til at komme hjem længe. Men min glæde er ikke blevet gengældt og jeg føler at mine oplevelser bliver sat på hylden for at støve til. Det vil jeg ikke. Oplevelserne har givet mig overblik og perspektiv i min situation som forkælet dansker, bondedreng og “elite”-studerende. Men de skal ikke glemmes, og det føles som et puslespil, hvor jeg lige har lært reglerne. Et spil sudoku, hvor jeg først lige har lært teknikken. Nu skal der udforskes. Nu skal der grines og grædes, savnes og glemmes. Nu skal der leves!

Jeg er en god dreng.

Chicago

Mandag den 19. Skulle vi meget tidligt op. 6.20 ringede vækkeuret, hvorefter vi nød en bustur til LaGuardia i solopgangen. Selvom tiden blev lidt pres, flød alt som det skulle, vi nåede med nød og næppe morgenmad og kunne læne os tilbage med et spil 2048 i flyet.

I Chicago fandt vi vores vært, Sandra, som var Antonias rumænske ven fra København. Hun boede i en fin kælderlejlighed i et forstadsområde i Lakeview i det nordlige Chicago. Hun var meget begejstret for at se os, og det havde været 4 år siden hun sidst havde set Antonia. Hun boede med sin rumænske mand dog arbejde for Bank of Montreal, og virkede meget sat. Vi fik spist lidt frokost og kort tid efter var vi på Navy Pier, som gik en halv kilometer ud i Lake Michigan, hvor der var en suveræn udsigt til byens Skyline. Temperaturen, som plejede at være omkring -20 om vinteren, var til vores held kun omkring frysepunktet, således at søen ikke var helt frosset til. Der var et nyt mall, en botanisk have, en mindre forlystelsespark og generelt potentiale til at være et forrygende sted om sommeren. Det skulle blive bekræftet flere gange i løbet af turen, hvor Sandra fortalte om alle de koncerter, badestrande og festivaler, som var tilgængelige over sommeren.

Herefter gik vi langs Magnificent Mile, som er godt 1.6 mile ad Michigan Avenue og endte i en chokoladebutik. Herefter gik vi på Giordano’s, et Chicago-style pizza sted, hvor “tærterne” har høje tynde kanter og flydende fyld og godt med ost.

Herefter gik vi en tur igennem byen og så Millennium Park, som er en stor park lige midt i byen og med udsigt til søen, hvor der er et stort amfiteater, masser af kunst, The Bean og en stor skøftehal. Det var lidt specielt, at så stor en park sammen med Grant Park kunne få lov til at ligge så centralt.

Tirsdag gik vi en tur langs Lincoln Park, som er en ligeså stor park nord for centrum helt ud til søen. Vi fik os også en tur i Lincoln Park Zoo, som var frit tilgængeligt, men det virkede meget lidt besøgt her over vinteren. Resten af dagen brugte vi på Art Institute of Chicago og Chicago Cultural Center, inden vi gik en tur langs Riverwalk’en.

Onsdag besøgte vi museum of Science and Industry, som lå et godt stykke syd for byen, ved siden af Chicago University, hvor vi også fik set os omkring på campus. Endnu et stort campus med bygningsmure, som gemte på en kæmpestor gård. Der var gamle bygninger, kirker, overdækkede udendørs korridorer og springvand, som et andet Hogwarts. Til sidst tog vi en bus til Lakeview, hvor vi fik aftensmad og så noget jazz, som Chicago er meget kendte for.

Torsdag og sidste dag besøgte vi Willis Tower, men på trods af at være den mest klare dag, var der stadig nok skyer til at overskygge oplevelsen og udsynet fra Verdens Højeste Tårn helt indtil 2004. Fra tårnet kunne vi se hvordan byens indre “loop” bestod af enorme skyskrabere, hårdt afskærmet af floden, som skilte mellem industri og forstadskvartere så længe skyerne tillod det. Som Sandra fortalte lukkede stederne i Centrum allerede kl. 8 når folk smuttede fra kontorerne, mens man derefter fortsatte i sit eget nabolag, hvilket gør byen til en meget venlig by, men svær at komme ind på livet af som fremmed. Selvom millioner af mennesker bor i byen, føltes den på mange måder lille og spredt ud.

Philadelphia

Eftersom Antonia ønskede at udnytte dagene i New York frem for at ville andre steder blev det kun til én overnatning. Selvom jeg havde opsagt lejligheden 1. januar, flyttede den nye lejer Rikke først ind den 14., så jeg kunne overnatte der fra den 9. indtil da. Herefter delte jeg seng med Antonia i hendes lille værelse, hvorfor jeg foretrak at komme ud af byen.

Bussen kostede 18$ t/r per mand og kørte tidligt torsdag morgen. Da subwayen ikke kørte helt som jeg ville, blev vi nødt til at spæne et 5-6 blokke fra Court St til bussen, som vi nåede med nød og næppe. Med frostgrader i luften var det noget der hev i lungerne. Morgenmad nåede vi heller ikke, så da vi kom frem var vi to sultne turister.

Vi startede ud ved Liberty Bell og Independence Hall, hvor vi hurtigt fandt ud af, at dette var Benjamin Franklins by. Vi fik lagt en plan for resten af opholdet, som stod på Mønt-fabrik, post museum og Unknown Soldiers Monument.

Da mørket faldt på rettede vi næsen mod Airbnb stedet, som jeg havde fundet. Det lå i gå afstand fra centrum, men centrum virkede dog ikke til at være ret stor. Stedet var en forfalden lille hævet kælder lejlighed med en dyster, Halloween-agtig stemning, som ikke lignede noget af det hverken annoncen eller reviewsene snakkede om. Hun var ganske venlig, men hun havde en lille, utrolig grim hund, gulvtæppet var gammelt og brugt og hun tilbød os blot en luftmadras til deling. Efter et besøg på toilettet, hvor gardin, spejl og tandbørsteholder alle havde blodig eller dracula-inspireret tema, forlod både lysten til at blive, sove eller tage et bad meget hurtigt.

Vi smuttede ned på en anbefalet grillbar og fik Philly Cheese Steak, som var langt bedre end hvad jeg hidtil havde prøvet. Herefter hoppede på et lille intimt spillested kaldet Tin Angel, hvor vi hørte to glimrende Indy-bands, hvor publikum virkede, enten som faste tilskuere eller venner af bandsene.

Om natten blev vi først vækket af udlejeren, der skulle lufte hunden omkring kl. 2, og en time senere vendte hun tilbage med selskab. Eftersom luftmadrassen var i et gennemgangsrum, var det umuligt at sove for både larmende hund og selskab, og selvom jeg bandede over dem, tog det lang tid før de var ude af døren igen.

Næste morgen ramte vi først Reading Terminal, som er en større madhal. Der var åbenbart en eller anden form for fodbold(soccer)-konference i byen, hvor Pele, Maldini og flere andre var blandt gæsterne, hvoraf de fleste havde indfundet sig til morgenmad/frokost. Herefter besøgte vi Benjamin Franklin Museum, City Hall og UPenn. Tilsidst ramte vi så Rocky Stairs og Philadelphia Museum of Art, hvor resten af dagen gik inden vi tog bussen hjem. Det var fredag aften og der var lagt op til fest på museet, som vi desværre gik glip af.

De sidste dage

Vi landede i New York fredag aften og lørdag stod den på fest sammen med de to Østrigere fra Miami, Dominik og Johannes. Efter Ravens irriterende nederlag til Brady Bunch, satte vi turen mod Brooklyn og Jenna efterfulgt af undergrundsklubben, Output.

Mandag den 12. smuttede Trieu mod Danmark og efterlod jeg og Antonia tilbage. Den efterfølgende uge blev fyldt med Louis CK, klatring, kinesisk upcoming electronisk koncert, 911 Memorial Museum, meditationstime og Pommes Frites. Torsdag tog vi bussen til Philadelphia og vendte hjem fredag aften kl. 22, hvor vi tog direkte til Roadkill Ghost Choir koncert i Brooklyn. Lørdag spiste jeg aftensmad med Caroline og Jen, hvorefter vi hoppede på lidt barcrawl i Brooklyn. Dette var reelt set første gang jeg oplevede barkulturen i Brooklyn, som må siges at differentiere sig en helt del fra Manhattan. Samtlige på stedet dansede, og øllene var super billige!

Mandag morgen den 19. tog vi flyet til Chicago, hvor vi var indtil torsdag aften, hvor jeg tilbragte 24 timer og en afskedsmiddag med Caroline, Jess og David inden jeg pressede 4 gange bagage igennem subwayen til JFK og flyet hjem. I lufthavnen fik jeg fyldt souvenir behovet med glas og ting og sager, men omvendt var der også rigelige muligheder. Flyet gik kl. 23.30 lokal tid, og jeg var heldigvis blevet udstyret ved vinduet lige bag business class, så der var rigeligt med benplads og jeg havde også købt mad, som blev serveret kort derefter. Vi landede 12.30 dansk tid efter endnu en servering på de små 8 timer. 5 timer i tog hjem og så kunne jeg endelig sætte benene indenfor døren.

Miami

Der var ikke mange hjerneceller nytårsdag der fokuserede på rejsen og ferien til Miami samme aften. Trieu og jeg fik pakket og halvsov hele vejen til Newark og i flyet. Jeg havde, udover tømmermænd, vågnet op med ondt i halsen, som viste sig at vare ved de første 5 dage i Miami. Sygdom, som ligeledes havde ramt Line, Rasmus og Antonia, og som også ramte mig på det værst tænkelige tidspunkt.

Theis, Morten, Alexander og Sigrid var allerede rejst derned den 28. og udover at shoppe hostels, brugte vi de første dage på, at komme ovenpå, udforske Miami og ligge ved stranden. Både Theis, jeg og Morten fik glædelige overraskelser i Wild Card kampene, hvor Ravens smadrede Steelers og Panthers tævede Cardinals, som blev oplevet på en lille, lokal(?) bar i South beach.

Vi nåede også en tur til Key West, hvor Rasmus og hans ven Laurits havde roadtrippet til fra Philadelphia. Vi var også på shooting range, hvor vi mødte en ærkeamerikaner, som kunne fortælle hvorfor forskellige terrorangreb kunne være undgået, hvis folk måtte bære våben. Han sagde ligeledes, at vi europæere skulle “rise up to your government” i kravet på at få våben tilladt. Et venligt, men meget uhyggeligt billede på den amerikanske mentalitet blev pludselig meget synligt, men måske mest af alt, forskellen på syd og nord i USA. På en cykeltur til rigmandsområdet Bal Harbour, mødte vi ligeleds et ældre republikansk ægtepar, som vi faldt i snak med. De advarede specielt mod Kina, Sydeuropa og Rusland, som de sagde om, “I would be terrified living in countries next to them. You don’t know when they would come with their army and communism.” Det værste ved disse møder var deres umiddelbare viden om verdenssituationen og Danmark, men hvor vildt farvede og ignorante de var overfor hvad der rent faktisk skete.

I løbet af de 9 dage fik vi festet på både Mansion, Story og LIV, hvor sidstnævnte lå i forlængelse af det ufatteligt eksklusive Fontainebleu hotel. Klubscenen virkede større og vildere end i New York, og som hostelgænger, fik vi fri bar i et par timer og billig entre, mod at fylde stedet tidligt. Her mødte vi en hel masse spændende mennesker, som alle var i samme ferie-mode, som var det en tur på Roskilde. Jeg mødte spaniere, canadierer, nordmænd, østrigere, tyskere, brasilianere, italienere, irlændinge, portugisere, australiere, en bhutaneser, russer og en fra Mongoliet.

Største kluboplevelse var da Trieu’s ven Fabien havde foreslået E11even, som helt sikkert var et besøg værd. Det viste sig at være en vildt eksklusiv stripklub med 6 strippere på samme gang med 3 etager. På første række var der overtal af kvinder, som regelmæssigt vendte sig bagud og bedte efter sedler fra deres sugardaddy og stripperne blev badet i sedler. Det var ikke helt hvad jeg forventede, og det blev heller ikke til den længste aften, men et godt blik på hvad amerikansk frihed betyder.

På sidstedagen kørte vi en tur til Everglades, hvor vi fik en tur på sumpen i en luftbåd og fik set vildtlevende alligatorer og krokodiller.

Jul og Nytår

Det var allerede blevet den 22. december før det faldt mig ind, at der snart var jul. Sne havde vi ikke set noget af, selvom temperaturen var nær frysepunktet. Derfor tog jeg og Antonia ned på Rockefeller Plaza, gik os en tur langs 5th Avenue, hvor vi så Saks’ juleshow udenfor, all vinduer var fyldt op med ufattelige mængder glimmer, dukker og tøj. Det var jul på den amerikanske måde.

Eftersom Jessica havde rejst til Australien den 10. for en måneds ferie, mens Caroline flyttede til Brooklyn den 18., og lejlighedens nye medlemmer, Nick og Ignacio hhv. ikke var flyttet ind endnu og brugte alt tiden på jobbet, flyttede jeg mere eller mindre ind i danskeropgangen på 105th hos Trieu, hvis roommates alle var flyttet hjem. Det samme gjorde Antonia, og vi brugte herefter resten af jul og nytår sammen.

Juleaften havde Trieu og jeg forsøgt at fremskaffe flæskesteg, kartofler og brun sovs, men det nærmeste vi fandt, var en griseskulder, som blev en meget svær udskæring. Antonia havde fundet på noget rumænsk majsgrød, mens hendes spanske veninde Chije havde bragt Tortillas, mens Alex, Christian, Amanda og Oliver hyggede om vinen og juletræet. Efter maden så vi Alene Hjemme i New York. Selvom klokken var over midnat fik vi den skøre idé at tage en taxa ned til Rockefeller Center for at danse rundt om træet og gå forbi Plaza Hotel, hvor Alene Hjemme havde foregået. Regnen silede ned, mens vi gik igennem en næsten øde by, men det var på mange måder en fantastisk levende måde, at holde jul på. Selvom jeg savnede Danmark og familien, blev det næsten glemt ovenpå den spontane og anderledes måde at holde jul på. Ja-hatten var godt skruet på alle mennesker.

De næste dage gik med MoMa besøg, gåture og en hel masse film. Vi nåede også at udnytte promotoren Guiseppe, som jeg mødte til David Guetta, hvor vi skrabede 8 damer og 2 fyre sammen, hvor alle pånær Trieu, fik gratis entre. Vi fik også klædt os på til nytåret. Tempoet var skruet helt ned, og det passede mig helt fint ovenpå en hård og travl tid igennem semestret. Der blev tænkt og reflekteret over opholdet, særligt i samarbejde med Antonia.

Hjemveen var ved at melde sig, specielt efter Tone’s afsked kombineret med årets sidste fodboldkamp den 28., men jeg gjorde mit for at holde hovedet oppe inden de næste 3 ugers rejsetid.

Nytåret blev fejret på Liberty Theater på 42nd inde på selve det afspærrede Time Square område. Vi havde samlet en flok på Line, Trieu, Rasmus, Antonia, Camilla, Alex, Christian, Stine og hendes 2 veninder, Kåre og jeg. Inden da vi fyldt os med bøffer og kartofler og rødvin i Rasmus’ lejlighed, som ikke var bygget til at huse mere end 3 mennesker.

Da vi nåede Time Square kl. 8.30 røg stress-niveauet helt op i det røde folk, grundet den enorme folkemængde der mødte os. På 15 minutter fik vi gået de to gader op, før vi nåede indgangen til det afspærrede område, hvor jeg undervejs stort set ikke havde set mine egne sko. Heldigvis kunne vi udnytte amerikanernes relativt lille højde, til at spotte hinanden i folkemasserne. Efter lidt tid i køen kom vi indenfor på stedet, som kunne huse lidt over 1000 mennesker. Vi havde bestilt adgang til VIP området for 160$, hvor der var fri bar inkluderet hele aftenen, men det viste sig hurtigt, at vi ikke var ene om at have den idé. Til de måske 300 mennesker i VIP afdelingen var der kun 1 bartender i baren, og vi måtte arbejde hårdt for at få drinks. Det resulterede omvendt også i, at vi blev ret så fulde. Jeg opdagede knapt nok at klokken slog tolv eller de mange artister og lysshows, der var arrangeret i løbet af aftenen. Festen var præget af vildsluppen lørdags stemning fremfor nytårsstemning, men ikke desto mindre gav vi den max gas og fik festet for fulde gardiner.

Afslutningsweekend

Kl. 12 torsdag den 18. december var min sidste eksamen færdig og friheden var uendelig. Morten Kjeldsen, min kammerat fra VB og som havde studeret i Green Bay, skulle overnatte til mandag, og ham mødtes jeg med kort derefter. Vi skulle planlægge julefrokosten dagen efter, og til aften mødtes vi med Theis og hans kammerat, Tone og Kristina for at diskutere underholdning og se fodbold.

Fredag formiddag løb vi efter drikkevarer og kl. 13 startede festlighederne. Eftersom en del var forsinket grundet tømmermænd fra fest dagen før, blev der drukket en del før maden kom på bordet. Hat og briller, drama, bodytequila, fireballs og kold mad. Antonia, Rasmus, Theis og Tone.

Klokken 2 tog vi en lille flok ind til byen, hvor vi var hjemme fra omkring 5. En utrolig lang nat, hvor vi for alvor fik sagt goddag og farvel til hele den store flok danskere på Columbia.

Søndag fik jeg så endelig min debut som tilskuer i NFL til Jets-Patriots på Metlife Stadium. Det var en kold fornøjelse, men Jets, som havde været håbløst ringe sæsonen igennem holdt mesterskabsfavoritterne fra New England stangen kampen igennem, og kun en uheldig afslutning gjorde at Patriots tog en 17-16 sejr.

Efterfølgende stod den igen på fest da Rasmus holdt fødselsdag på Pourhouse, som dog var lidt præget af dramaet fredag forinden. Folk var trætte og sentimentale, for semestret var slut og størstedelen smuttede hjem i dagene der fulgte.

Eksamensmåned

Det der har trukket de største overskrifter under opholdet so far, har selvfølgelig været alt det der skete udenfor campus, men der skal ikke herske tvivl om, at opholdet var mindst ligeligt fordelt. Semestret igennem har dagene heddet 9-21 som minimum og gerne fredag, lørdag og søndag dag og aften med. Til gengæld har vi hygget om frokost, kaffe og aftensmad med den store flok venner, der har været i samme båd. Eftersom opgaverne i Bayesian fyldte godt 30 timer om ugen, og opgaverne i de andre fag supplerede, så var det meget få sider, som jeg havde fået læst inden eksamensmåneden gik i gang.

For mig startede den på slaget 6 fredag aften, da jeg kom hjem fra Thanksgiving i Washington. Der var projektfremlægning tirsdagen 10 dage senere, som vi stort set ikke var startet på. Den gode Wentao, som havde tilbudt at stå for kodningen, havde endnu ikke vist skyggen af resultater, så vi havde travlt. Vi brugte weekenden på at skaffe data, og lave lidt hjælpe koder til Wentao. Udover den indledende datarensning, skulle vi forsøge at køre en kvartalvis sortering med en daglig allokering af midler, altså 3 led. Ugen gik, og der kom ingen resultater, mens antallet af hjælpekoder hobede sig op. Wentao blev væk et par dage, og først søndag besluttede vi os for at give vores eget forsøg. Wentao kodede i Python, mens ingen af os kunne det, så vi startede fra bunden i R. Hverken Jesper eller Jason viste sig at være til stor hjælp, så da vi tirsdag kl. 15 satte koden i gang med at køre, kunne jeg se tilbage på et projekt, som i meget høj grad var lavet af undertegnede. Ikke mindst den sidste uges stress havde været på bekostning af mine fingermuskler. I løbet af de 3½ time, koden tog at køre, satte vi analysekoder og Powerpoint show op, således at vi lynhurtigt kunne overskue resultaterne. Resultaterne blev nærmest urealistisk gode, fremlæggelse gik fint, og udover en stor vrede mod Wentao, som mødte op to timer før fremlæggelsen, så var det rart at få ud af verden. Det var den 2. december.

Herefter fulgte en vild måned med Bayesian opgave til den 4., skriftlig take home fra 4.-11., projekt rapport til den 12. og to mundtlige lukket bog eksamener den 17. og 18. hhv. onsdag aften og torsdag morgen. En utrolig hård måned, som heldigvis alle resulterede i A’er.

Undervejs havde vi lige presset to koncerter med David Guetta (4.) og Justin Timberlake (14.) ind, som var rare afbræk i et presset program.

Alt i alt et semester, som var fløjet afsted med aftener og weekender, der var fyldt til bristepunktet med fest og farve. 4 måneder der havde budt i alt 2 dage med fri til løbeture eller sofadage. Fagene levede i høj grad op til forventningen.

Bayesian Data Analysis, som var klart det mest tidskrævende, har jeg haft utrolig gavn af, plus jeg havde en god kemi med TA Wei Wang. Opgaverne spændte fra politik til medicinske forsøg og har givet mig indtryk af hvor bredt statistik kan bruges. Desuden var forelæseren ingen anden end Andrew Gelman, som var lidt af en pioner på feltet.

I Quant Methods var det utrolig interessant at høre gæsteforelæsere fortælle om deres hverdag på Wall Street, men specialt Larry Hite, Market Wizard, var en oplevelse. Projektet kom vi lidt let over, men gav udmærket indtryk af livet i en hedge fund.

Stochastic Control havde ikke samme arbejdsmængde, men forelæseren havde en utrolig god evne til, at gøre det hele forståeligt, og jeg føler at emnet rummer mange muligheder for at kombinere avanceret matematik og finans.

Commodity Derivatives endte i et C- på trods af et average på 95% i de 6 opgaver, men som nævnt var eksamen håbløst svær. Risk Management viste sig at være et glimrende fag med en god professor og en stor anvendelsesområde.

Jeg har helt sikkert fået nogle værdifulde akademiske erfaringer undervejs, og ser frem til at skulle beskæftige mig med emnerne igen. Niveauet var ikke specielt meget højere end Aarhus eller Aalborg, men blot bygget op, således at arbejdsmængden var langt bedre fordelt. Der er et helt utroligt fokus på karriere og fremtid, som motiverer én, uden at jeg dog havde tid til at udnytte de mange muligheder.

Det var en fornøjelse at gå over campus hver dag, men jeg følte at bygninger, trappen og statuerne gav ligeså meget liv til stedet, som alle de stressede asiater og dovne jocks, som gik rundt. Jeg mødte ikke mange “lokale”, som jeg giver byen skyld for, og man skal være dygtig til at socialisere sig her, for at lykkes med at skaffe sig venner og omgangskreds. På Yik Yak, som var en slags anonym Twitter for studerende, mærkede man også i høj grad den negative og ensomme stemning og vi oplevede også 2 selvmord undervejs i semestret, som understregede alvoren i den negative stemning.

Alt dette efterlader mig både tiltrukket og skræmt af Columbia, mest af alt over lighederne med et dansk campus. Både på UPenn, University of Maryland, University of Chicago, Harvard og MIT føltes sammenholdet og campus til at fungere bedre, grundet distancen til bycentrum antager jeg.

Skulle jeg tage et semester igen ville det helt sikkert ikke blive i New York. Eller er glasset bare halv tomt?

Thanksgiving

Et par uger med hårdt arbejde gik hurtigt, og så var det tid til endnu en udflugt. Jeg havde haft tilbud fra både Caroline og Jessica om at deltage i deres Thanksgiving, middag, og det blev sidstnævnte der trak det længste strå.

I mellemtiden havde temperaturen forblevet omkring 15-20 grader, hvilket virkede meget uvant for årstiden. På dagens største rejsedag, onsdagen inden Thanksgiving, faldt så årets første og vist nok eneste sne. Jeg havde forelæsning til 22, så udover at hele dagen havde vist et meget stille campus, var der totalt dødt, da jeg gik hjem.

Næste morgen blev jeg hentet af Rasmus og Camilla, som havde lejet bil til turen til Gaithersburg, MD. Da vi ankom, blev der smidt glas og øl på bordet, og Jess introducerede “Shaboom”, som er en slags Jagt med bordtennisbolde, som du skal slå i bordet, så det rammer i dit glas og sende bold og glas videre, indtil du bliver hentet. Derefter kørte vi til Jess’ ven Lily, som holdt Thanksgiving med hele sin iranske familie. Det var en amerikansk mand, som lavede en helt traditionel amerikansk menu, med Turkey, Gravey, Jams, mashed potatoes og hele molevitten. Han var gift med en iraner, som havde bragt hele familien. Der var klart overtal af kvinder og 4 hunde og 1 1-årig pige med typisk rastahår gjorde det til en stor kærlighedsbombe. De var alle utrolig gæstfri og stod på tæer for at servicere os, samtidig med at de hyggede om hinanden. Det var helt sikkert en familiekultur, som er meget fjern for mig, men noget som jeg håber jeg kan tage med mig videre. Gæstfrihed har helt sikkert været en stor oplevelse.

Efterfølgende drog vi videre til Jess’ kusine, hvor det ikke virkede til at helligdagen havde helt samme effekt på familien, da folk var lidt spredt i huset og maden var cambodiansk inspireret. Efter maden fortrak vi os til kælderen, hvor vi så det sidste af kampen, mens vi spillede forskellige spil. Til midnat kørte vi til Walmart og BestBuy, hvor vi ville opleve Black Friday. Uheldigvis begyndte tilbuddene allerede kl. 5 pm, så selvom der var mange mennesker, var det ikke det mareridt, som vi havde forestillet os. Lørdag formiddag kørte vi hjem.

Boston-tur

Weekenden gik turen så til Boston, hvor vi langt om længe havde fundet en dato og sted for at se amerikansk fodbold, dog kun College udgaven. Boston College mod Louisville. Vi var 7 der drog afsted, Tone, Trieu, Theis, Line, Mads og Thomas Lind. Jeg og Tone tog bussen(12$) fra NY fredag eftermiddag, så vi ankom til aftenstid. Jeg havde booket et Airbnb sted i East Boston, som dog viste sig at være i en helt forkert retning ift. centrum. Fra 10 grader i NY til 0 grader i Boston, så blev vi modtaget med et kuldegys, da den kolde nordenvind slog os i hovedet udenfor bussen. Vi mødtes med Line og Thomas, der var ankommet dagen inden og tog en taxi til lejligheden. Der var fint redt op med dobbeltseng og luftmadras, og stedet var i fin stand. Vi gjorde lidt hurtig Yelp-søgning og fandt ud af at vi skulle tage ned til Fenway Park og Backbay, hvor vi fandt en hyggelig sportsbar, hvor vi udover et par øl, fik en god omgang Fish’n’Chips indenbords. Herefter drog vi videre til et par andre barer, men det virkede umiddelbart til at være en død tid. Barerne lukker kl. 2 i det meste af USA og Boston også, så vi tog hjem halv 2, hvor energien var opbrugt.

Lørdag middag drog vi ned til North End og fik en god omgang amerikansk morgenmad efterfulgt af Freedom Walk, som er en historisk gårute igennem Boston, optegnet med røde mursten i fortovet. Det bragte os forbi alle de historiske monumenter i byen, samtidig med at Thomas delte ud af sin viden, som tilsyneladende stammede fra spillet Assassins Creed. Vi smagte rå østers på markedet og snakkede om danske kirkegårde. Vi endte ved Boston Commons, hvor vi nød en kaffe, vi gik i spritforretning og provianterede til aftenen. Vi nåede også at se Macy’s juleudsmykning, som selvfølgelig allerede var på plads i starten af november.

Vi satte næsen mod stadion, som lå et godt stykke sydpå, men grundet menneskemængden der var på vej samme vej, var det ikke svært at finde. Vi fandt området, hvor der måtte tailgates og faldt i snak med et gruppe midaldrende mænd, som kunne berette om Louisvilles fordel, som ikke-akademiske universitet, således at spillerne var større, stærke og hurtigere. Modsat var Boston klogere taktisk, og havde en super træner og en god QB. Her mødtes vi også med Theis, Trieu og Mads, som var ankommet samme dag. Tailgating var en meget stor ting, og flere tusinde fyldte parkeringspladsen med grill, øl og telte, spil og deslige. Vi opfandt selv et spil kongespil med dåser, som gav os et glimrende udgangspunkt for kampen. Eftersom temperaturen igen nærmede sig frysepunktet var alkohollen helt sikkert med til at holde kulden lidt på afstand.

Vi fandt os til rette på første række på stadion, fik købt varm chokolade og lidt at spise, og var klar til at se dem løbe på banen. Kampen blev overraskende tæt, hvor Boston førte det meste af kampen, men blev løbet over i anden halvleg og tabte med 2 scoringer. Helt bestemt en sjov oplevelse, og marching bandet, der fyldte den ene endetribune, var med til at give stemning under hele kampen, nu hvor der ikke var alkoholservering.

Efter kampen satte vi os i en taxa ind til byen, hvor vi havde fået anbefalet et sted. Klokken var efterhånden 11, så vi måtte tage direkte på klub og det fortrød vi ikke. Vi festede til den lyse morgen og husker knapt nok hvornår vi var hjemme. Lige inden vi hoppede i en taxa hjem, mødte jeg Erika.

Eftersom vi ikke fuldførte Freedom Walk lørdag, ville vi forsøge at gøre det søndag. Line, Thomas, Trieu og Mads tog hjem, så tilbage var Theis, Tone og jeg. Jeg fik en rundvisning af Erika i løbet af eftermiddagen, og fandt de to andre på Dick’s last resort, som var en restaurant/bar som specialiserede sig i at være ubehøvlet overfor kunderne. Herefter vadede vi til Hanover Street, som er en berømt Boston spisegade. Vi fandt en stille italiensk restaurant, hvilke dominerede gadebilledet, og spiste og drak os til en god og intens samtale, som fortsatte på en bar tæt på. Vi overnattede i Cambridge og Theis smuttede næste morgen. Mandag blev derfor brugt på, at udforske Harvard og MIT, som begge ligger i Cambridge. Omgivelserne var sublime og følelsen af historie og gamle bygninger, føltes faktisk mere familiært end Columbias campus. Der blev også tid til lidt opgaveskrivning på en cafe tæt på, og efter et besøg i Faneuil madhal, hvor jeg prøvede New England Clam Chowder og Lobster Roll, sad vi i bussen på vej hjem til New York.